Mallenovas

De sidste par uger har været de mest aparte i mit liv. Befinder mig stadig i en tilstand af skepsis og benægtelse. Det kan ikke passe. Min far kan ikke være død. Han kan ikke bare være væk. Jeg kan umuligt forstå det.

Aldeles virkelighedsfjernt at sidde med mine søskende, mor og bedemanden og tage stilling til pynt i kirken, hvad der skal stå i dødsannoncen eller hvilket design hans sten skal have, mindre end et døgn efter jeg snakkede med ham, hvor han var 100 procent sig selv; smilende, frisk og ikke mindst sund og rask.

Det var et absurd døgn, der gik fra at være en hel almindelig dag til den frygteligste, da en opringning ændrede og sluttede det hele brat. At tage afsked med min far, der kun blev holdt i live af maskiner. Overveje organdonation. Beslutte om jeg ville være til stede, når der blev slukket for respiratoren. Nærmest manisk kysse hans varme pande, der var våd af vores tårer, hviske for meget jeg elsker ham og at det var okay. Fortælle ham han er verdens bedste far og love vi nok skulle klare den. Give slip og gå fra ham, velvidende det var sidste gang, jeg nogensinde skulle se ham. Tage hjem til deres hus, hvor hans ting stod alle steder som han havde forladt dem. Og så mødet med bedemanden, der var mere urealistisk end noget andet.

Forventede hele tiden min far skulle komme ind af døren med et skævt smil, og vi sammen ville grine chokeret af denne latterlige og meget syge misforståelse. Desværre lod han vente på sig.

Hans begravelse var smuk, selv for en ateist som jeg. Kirken var stopfyldt af mennesker og blomster, og på en eller anden måde lykkedes det mig at holde en lang, smuk tale for ham. For det fortjente han, og selvom jeg ikke tror, han kunne høre det, så er tanken om hvor meget han ville have elsket det, hvis han kunne, nok.

Jeg kunne uden at bryde sammen, fordi jeg tænkte det umuligt kunne være min far der lå i kisten. Det var ikke hans begravelse. Behøvede end ikke overbevise mig selv, virkeligheden var for absurd til jeg kunne forstå den.

Hverdagen er begyndt igen. Jeg har det som om jeg befinder mig i en døs af ligegyldighed og manglende overskud. Jeg er ligeglad med hvad jeg får at spise, jeg er ligeglad med hvad jeg laver og det bekymrer mig egentlig heller ikke meget, hvordan jeg ser ud.

Selv de mindste ting virker uoverskuelige, for mange mennesker er uudholdeligt og jeg hader pludselige ændringer – har jeg udviklet autisme oven i det andet??

Jeg kan ikke rumme andre mennesker, plejer altid at have smil og bemærkninger i overskud, og nu kan jeg dårligt værdige dem et blik.

Det her er ikke en smertefuld proces, det er en smertefuld evighed.

Selvfølgelig lærer jeg at leve med det, og på et tidspunkt gør det ikke lige så ondt. Og når bare min energi, glæde og koncentration gør deres længeventede entre igen, bliver det hele meget lettere.

Selvfølgelig bliver jeg glad igen. Det skylder jeg ham. Det lovede jeg ham.

Fik den værst tænkelig opringning i går aftes. Min far havde fået en hjerneblødning og udsigterne var meget dårlige. Han blev erklæret død kort efter.

Jeg er paralyseret af chok. Det kom totalt uventet. Jeg mener, det er manden, der samme dag erklærede at han havde tænkt sig at undersøge muligheden for kursus i synkronsvømning i den lokale pensionistforening. Han havde sit lune glimt i øjnene, mens han spurgte om jeg ikke mente, det lige ville være ham? Jeg grinte så meget af det billede der dukkede op i mit hoved. Men kort efter krammede jeg ham farvel og smuttede hjem. Hvis bare jeg havde vidst, det var sidste gang, jeg nogensinde skulle se ham i live.

Han var rask, meget rørig, og har ikke haft en sygdomsdag i ti år. Han var næsten lige gået på pension og glædede sig til at nyde sit otium.

Min far kunne altid få mig til at grine, som da han helt alvorligt startede en sætning forleden med ”Da jeg sad og så det der Ramasjang i morges…” eller når han altid begyndte at synge på ”fransk” for at få mig i bedre humør. Han har aldrig kunnet ét ord fransk. Han var noget af det smukkeste, reneste og gladeste i mit liv, og nu er han ikke mere. Kan ikke bære tanken om jeg aldrig skal se ham igen, høre hans stemme eller sige navnet far med betydning.

Det gør så ondt inde i mig at jeg slet ikke beskrive det.

Mit hjerte er gået i stykker, og verden fortsætter ubemærket.

Jeg elsker togturen gennem Nordsjælland en fredfyldt, solbeskinnet morgenstund. Hverken de hvinende hjul eller beskidte sæder og ruder, kan spolere nostalgien. Her er ubeskriveligt ideelt og ubesmittet. Jeg elsker opskriften på alt det velkendte danske; de store frodige bøgetræer, markerne i hundrede forskellige nuancer, dyrene der går omsluttet af deres egen verden, søer der skifter farve efter himlen, stier som indhegnes af små gærde eller dannes af åer og bække, gravhøjene og det enestående sollys.

Synet gør mig lykkelig og jeg ved, det er det smukkeste sted i verden for mig.

De kan beholde deres enorme regnskove, eksotiske dyr, utrolige bjerge og fascinerende vandfald – de ting er uden tvivl smukke, unikke oplevelser og så fantastiske at de tager vejret fra en. Men det er lige meget, de vil aldrig kunne få mig til at føle, som jeg gør her.

Jeg er hjemme.

Fik forbavsende lang – og sjov – tid til at gå i et varehus i går. Skulle egentlig bare ned og hente noget ligegyldigt gøgl sammen med en veninde ca. en time i lukketid, men pludselig var vi som to fireårige, der var sluppet løs i mors tøjskab. Det her var så bare mormor-tøj og smykker. Og sko. Kan seriøst ikke huske, hvornår jeg har grint så meget.

Det hele startede med, at jeg stod alvorligt og kiggede på noget hårpynt og min veninde, der er meget høj, pludselig kom humpende med den mest usmagelige grimme farvede hytteskoting på ene fod og den anden i hånden og grådkvalt spurgte, om jeg lige gad og høre om de havde den i en lille størrelse 43? Ja, man skulle have været der, men jeg fik sidestik af latter.

Prøvede nok samtlige sko og støvler, den ene mere grim end den anden. Derefter var det badedragter i ubeskrivelig store størrelser med dyreprint – jeg har et traume over dyreprint – busseronner, kæmpe farverige halskæder og tilhørende armbånd, hatte, tørklæder og andet tingeltangel. Alt imens vi lå henslængt over stativer, prøverum og hylder af grin.

Til sidst opdagede vi at klokken var blevet ret meget, løsrev os modvilligt, fandt det vi egentlig var kommet efter og forlod hastigt butikken. Og blev enige om, vi ikke viste os der igen foreløbigt…

Er naturligvis ikke meget for at indrømme det, men jeg er en virkelig dårlig taber. Jeg hader at tabe! Spiller jo aldrig noget for at tabe, jeg spiller for at vinde. Og hovere. Nej, jeg er heller ikke en god vinder. Jeg er ikke typen, der vinder med et skuldertræk, jeg er nærmere den, der falder på knæ med knyttede næver rettet mod himlen, mens jeg trodsigt råber: ”Numero Uno, Baby!” 

Med alderen er jeg blevet bedre. I hvert fald til at skjule min harme, men en gang i mellem skal jeg godt nok tage mig sammen for ikke at vise min åbenlyse irritation, og hvis jeg bliver ved med at tabe, mister jeg interessen aldeles for spillet. Ved ikke, om jeg er blevet traumatiseret af noget i min barndom, der har gjort mig til sådan et forfærdeligt menneske eller hvad vi er ude i her.

Det værste er, at jeg også er sådan, når jeg spiller mod børn. Jeg er hensynsløs og ubarmhjertelig; hvis jeg kan slå en seksårig hjem i Ludo for fjerde gang i træk, så gør jeg det uden omtanke. Omvendt glæder jeg mig ikke på deres vegne, hvis det modsatte er tilfældet. En dag spillede jeg Kalaha med min tiårige nevø og han tævede mig gang på gang, og han er heller ikke en god vinder, frygtelig lille hoverende bavian, og til sidst kunne jeg have gjort noget ved ham, jeg sikkert ville fortryde senere. Prøvede virkelig at stramme mig an og messede for mig selv; ”Det er kun et spil, det er kun et spil og han er kun et lille barn.” Hjalp bare ikke så meget.

Alligevel elsker jeg at spille. Især mine yndlingsspil hvor jeg næsten er garanteret sejr – muhahaha!

Hånden på hjertet, så er jeg ved at være godt træt af rapporttager i diverse dameblade om riges kæmpevillaer i andre lande.

”Vi elsker vores lille fristed i det Sydfranske!” udtaler Mille, der har eget firma (altid noget med design) og Janus, der er direktør i en medievirksomhed. Deres ”lille” fristed er så en knaldvilla på 200 kvadratmeter og det er foruden deres lille gæstehus på ca. halv størrelse. Mille og Janus drager ofte derned på forlængede weekender og tilbringer størstedelen af ferier der. Gerne sammen med et kobbel af venner. Og deres tre børn selvfølgelig – tror, tre børn er det nye sort – der alle hedder noget så spændende som Feleciana, Seraphina og Antheus.

Så løber det hele løbsk i pool med den mest fantastiske udsigt, børn på bare fødder, voksne på bare fødder, overskudsagtigt udendørskøkken, tandpastasmil og vi-laver-alt-fra-bunden-og-sammen.

Nej, jeg er ikke bitter. Mener bare, det må være begrænset hvor mange Mille, Janus, Feleciana, Seraphina og Antheus’er der kan findes i det ganske land. Okay, måske er jeg lidt bitter. Og forstår ikke hvordan de begge kan besidde høje stillinger og alligevel finde tid til at tage på forlængede weekender i et væk, lave alting selv og sammen mens de render rundt på bare tæer. Meget mærkeligt…

Jeg bliver så irriteret, når folk har dårlige undskyldninger for deres helbred. Okay, jeg er slank, jeg ryger ikke og jeg spiser forholdsvis sundt (skal jo også have lidt fedt en gang i mellem og min mave bliver så skuffet, når jeg spiser den af med frugt) Det var ikke en dårlig undskyldning, det er en konstatering, og vejede jeg 99 kg, sværger jeg, at det ville se helt anderledes ud.

Men arbejder sammen med en trunte, der ikke ligger på den rigtige side af 100 kg og hun siger altid: ”Jeg ved ikke, jeg spiser jo næsten aldrig noget, sådan ser alle damerne bare ud i min familie. Jeg skal også snart prøve igen, men jeg har ikke tid og jeg har prøvet så mange gange og bla bla.” Okay, selv samme trunte tilbød mig forleden klokken meget tidligt om morgen et stykke slik, jeg betakkede mig, hun dykkede i beholderen. Og det var hverken første eller sidste gang den dag. Hun spiser portioner, hvor selv jeg der er kendt og berygtet for min store appetit, må melde hus forbi.

Og jeg er ligeglad med hvor stor og tyk hun er og hvor meget hun spiser, det er fuldstændig hendes egen sag, men hun kan godt undlade at sidde og øffe over hvor uretfærdigt hendes stofskifte er og komme med kommentarer til min figur. ”Du er så heldig, du kan spise alt…” Øh, det tror jeg så nok ikke lige jeg kan. Jeg gør det i hvert fald ikke. Modsat hende. Plus jeg faktisk bevæger mig. Sad jeg stille dagen lang både på arbejdet og derhjemme, og kørte kæmpe portioner og slik indenbords hele dagen, er jeg overbevist om, jeg nok også ville vokse en centimeter eller tyve om livet.

Snakkede med en ryger, der ellers går uhyggeligt meget op i sundhed og egentlig gerne vil stoppe med at ryge, men hun sagde: ”Ah, der er så meget der er farligt. Man kan jo også gå ud og blive kørt over af en bil i morgen.” Yes indeed. Meeeen man tager jo sine forholdsregler og danser ikke rundt på vejen i tide og utide. De fleste mennesker gør i hvert fald ikke.

Ved godt, jeg hverken har prøvet at skulle slanke mig eller stoppe med at ryge, men jeg lover at jeg er så stædig, så jeg uden at blinke ville kunne gøre begge dele. Samtidigt! Nå! Og hvis ikke, ville jeg ikke belemre andre med min manglende viljestyrke. Amar’ & halshug.

Jeg hader simpelthen, hvis folk snakker om noget, jeg ikke forstår. Enten hvis de forklarer mig noget, der slet ikke fænger, bruger ord jeg ikke kender eller omtaler et eller andet, jeg aner absolut nul og niks om. Hader det!

Nogle gange er jeg ikke stolt og melder klart ud, at der er temmelig meget tomgang øverst. Men der er visse situationer, hvor jeg simpelthen ikke kan indrømme det. Som hvis jeg taler med folk, der er meget yngre end mig eller en chef. Så står jeg og nikker utrolig forstående, snakker dem efter munden og ser yderst deltagende ud, mens jeg indvendigt er ved at gå til af frustration og vrede.

Det kommer selvfølgelig også an på hvilke emner det er. Snakkede med en person, der er ca. 10 år yngre end mig, der skulle lave min computer og jeg forstod nada af hvad han sagde og det var okay. Men for et par uger siden stod min chef og fablede løst om noget arbejdsrelateret, jeg burde vide og jeg fattede brik, men jeg stod meget forstående og nikkede. Eller en anden dag hvor der var en kollega, der bevægede sig ind på et politisk problem med ca. 30 år på bagen og snakkede til mig, som om jeg var meget inde i det. Nikkedukken. Og så hjem på nettet senere og studere emnet. Så jeg næste gang måske lige kunne forhøje indsatsen med andet end et nik.

Om ikke andet udvider jeg da jævnligt min horisont

Synes, der de sidste år har været flere sygdomme, som de kloge hoveder har konstateret mere eller mindre blev menneskehedens undergang. Nu kom den næste pandemi, der ville rydde væsentlig ud i bestanden, som den spanske syge havde gjort sidst.

Først kom SARS. Asiaterne pakkede sig ind i masker og vi ventede alle bare på, at hele Asien lå øde hen, så SARS’en kunne komme og gøre det af med resten af klodens befolkning. Så galt gik det dog ikke.

Men så kom fugleinfluenzaen. Nu var det ikke mennesker, der dog nogenlunde kunne kontrolleres og forhindre ydereligere smitte, det var fugle. Grusomme ukontrollable kræ, der hensynsløst spredte smitten som det passede dem. Alle var overbevist om at deres træk ville gøre enden på det hele. Heldigvis viste det sig, at fuglene ikke var så ondskabsfulde som først antaget.

Straks kom et andet skidtmads dyr ind på scenen; Svinet. Medbringende svineinfluenza aka flæskesyge aka H1N1. Kært barn har mange navne. Den mest alvorlige af dem alle, men allerede her var de fleste mennesker begyndt at være lidt skeptiske. Og det viste sig også at langt størstedelen (indtil videre, om ikke andet) klarede skærene med livet i behold.

Har aldrig været specielt bekymret for nogen af sygdommene; jeg kan nok ikke rigtig gøre fra eller til alligevel, men jeg sværger at den næste sygdom der bliver slået op som ”pandemien, der får uanede konsekvenser og snupper hidtil usete antal menneskeliv” der er jeg mere end kold.

Selv når jeg løber rundt som i 28 Dage Senere som eneste overlevende efter førnævnte sygdom, vil jeg være totalt overskudsagtig og ubekymret.

Endnu et løfte til listen.

Så tilsyneladende er der blevet ansat ny buschauffør på prærieekspressen. Mistænker ham for at have en fortid i PET eller noget.

Normalt vælter jeg bare ind i bussen, holder kortet op af ren proforma og chaufførerne værdiger det sjældent et blik, smiler bare til mig (så venlige er de nemlig på landet) og jeg smutter ned på min plads. Åh Gud, hvor er jeg nederen. Jeg er blevet sådan en nørd, der har fast plads i bussen og som går helt i selvsving, hvis… Nå, tilbage til chaufføren.

Der rakte ud efter mit kort. Virkelig, snuppede det lynhurtigt ud af hånden på mig og holdt det op foran sine smalle øjne, mens han nøje tjekkede oplysninger og sammenlignede billedet med det faktuelle mig.

Autoritetstro som jeg er, blev jeg helt svedig og spekulerede, hvad der dog kunne være galt? Det var herre tidligt om morgnen og han rystede mig helt ud af min rutine.

Forsøgte mig med mit mest indsmigrende smil, men der var totalt stenfjæs. Snart afleverede han dog mit kort tilbage og tillod mig med et kort nik at entrere.

Pilede ned på min… et tilfældigt sted i bussen, og morede mig kosteligt resten af turen. For han gentog proceduren på hver eneste uvidende skabning, der søvnigt steg ombord og halvhjertet holdt rejsedokumentation op, mens de allerede var på vej videre ind i bussen. Hver eneste person gibbede forskrækket, når han med et bestemt: ”Vent!” beordrede dem tilbage til check-in, og alle iagttog de ham med store undrende øjne, mens han omhyggeligt studerede deres billetter.

Åh ja, god underholdning fra morgenstunden…