Mallenovas

Jeg har ikke personligt haft fornøjelsen af Paradise Hotel, men da P3 er betænksomme til at afspille trunternes guldkorn, og både veninder og min mor(!!) er søde til at holde mig opdateret, føler jeg næsten jeg selv har været der. Og kan hurtigt konkludere at det ene pigebarn tilsyneladende er mere blankt end det andet. Som i grænsende til retarderet… I det mindste er det hvad, de vil have os til at tro! For jeg køber den ikke! No way, Jose!

Deres intelligens eller mangel på samme tangerer jo savlestadiet, hvilket dårligt ville gøre dem i stand til at selv iklæde sig tøj eller fungere bare nogenlunde i hverdagen. Og det virker til begge dele lykkedes dem ok.

Jeg er sikker på vi er ude i ”negativ opmærksomhed er også opmærksomhed” ”al omtale er god omtale” osv.

Tag nu bare, Amalie Szigethy. En kvinde, der har formået at gøre dumhed til sin levevej. Hvem er det i virkeligheden, der er dum? Manner, jeg ved bare hun griner hele vejen ned til banken! Sikker på hun narrer os alle. Ville slet ikke blive overrasket, hvis det viste sig at hun var æresmedlem af Mensa og vi alle var små brikker i det store psykologisk eksperiment hun har gang i.

”Ja, ja, men hvem gider blive kendt på intet andet end dumhed?” gnægger den højintellektuelle i skægget og retter på Information.

Hvis jeg kunne leve godt af at spy et par uintelligente bemærkninger ud i ny og næ, og selv var bekendt med min super IK, så lallede jeg gerne rundt og spillede dum foran alverdens mennesker!

Det tøsebarn har set lyset, har hun! Pokkers, man ikke selv kom på den ide først…

Har modtaget det nye ”Nej tak til lort i min postkasse” skilt i dag.

To spørgsmål:

Hvorfor først udlevering her i marts, når det gamle udløb i ’11? 2012 er jo stort set gået nu. Hvilket leder mig til næste spørgsmål; Hvorfor holder skiltet kun i to år? Når jeg alligevel (om end noget sent!) får tilsendt skiltet til næste periode automatisk… I just don’t get it!

10-4 Roger, over and out.

Der er den her ting med mig og X-Factor… Jeg hader det program!

Af flere årsager, lad mig opremse:

1) Danmark er tilsyneladende ikke indehavere af virkelige talentfulde, OMG, overjordiske, blændende sangtalenter. Mere; det-lyder-da-okay. Ergo spild af tid.

2) Auditions. Som alt der kan krybe og kravle deltager i. Uden nødvendigvis at kunne synge en ren tone. Andre morer sig, mine fødder krøller sig sammen til en størrelse 32 og jeg får lyst til at begå selvmord.

3) Det er lige meget hvem der vinder, festen slutter alligevel ved X-Factor, dernæst måske lige et enkelt hit – hvis det går vildt for sig – og så er det tilbage til virkeligheden aka folkeskolen, gymnasiet eller jobbet, der består i at lange hotdogs over pølsevognens disk.

4) Og den afgørende: Der er for meget Hr. & Fru Danmark over det program. Det er simpelthen det største flødebolleprogram. Kun overgået af Vild med Dans. I min verden er det toppen af indholdsløst, ligegyldigt, tanketomt ”underholdning”. Der er intet oplysende i, og så sjovt er det overhovedet ikke. Nærmere pinligt.

Nå, men pointen med al det her er, at der er sket noget forfærdeligt! For jeg kunne i teorien bare lade vær med at se X-Factor – og tro mig, det gør jeg også under normale omstændigheder! – men de sidste uendelige mange fredage, måske med en enkelt undtagelser eller to, har jeg været inviteret til spisning hos diverse mennesker, der alle som en hylder programmet og sætter alt på HOLD, når klokken bliver 2000 sharp fredag aften… Suk. Så har jeg siddet lidt diskret og sms’et eller Wordfeuded. Kun for at opdage at der er rungende tomt i enden af linjen! Alle er optaget af X-Factor!

I fredags fandt jeg – Herren være lovet – nyeste udgave af Illustreret Videnskab under stuebordet, og kunne underholde mig med bladet de 7 timer programmet varede. For ind imellem X kommer Live fra Bremen(!)… Oh, don’t even get me started!

Anyways, missionen er som følger; er p.t. uden aftaler fredag aften, og vil afslå alle eventuelle invitationer/forslag, der indbefatter muligheden for at ende i nærheden af et fjernsyn.

For jeg ved pludselig hvem X-Factor deltagerne er! Jeg kender deres navne! Forleden hørte jeg mig selv (nærmest en ud-af-kroppen oplevelse!) involveret i en samtale, hvor jeg ytrede mening om det var den rigtige, der var røget hjem – like I give a shit! NU må det stoppe! Jeg nægter at se så meget som to sekunder til af det program!

Jeg vaskede hår som noget af det sidste på dagsorden i går, garnet nåede akkurat at tørre, inden jeg ramte køjen.

Der er det her med mit hår; for det første krøller det unaturligt meget, når det kommer i kontakt med wasser, taget i betragtning at det normalt er glat. For det andet hader jeg mit hår nyvasket. Det er flyvsk, uterligt og belastende på alle tænkelige måde.

Havde ingen konkrete planer for dagen i dag, og lod hår sejle i egen naturelle sø. Senere da jeg skulle ud og lufte det lille hjulbenede kræ (ja, hænger stadig på ham!), besluttede jeg mig dog for lige at skjule det værste morgenhår under hue, så på med en baggy beanie og af sted.

Havde ikke gået mange skridt, da jeg mødte en veninde. Vi havde stået og snakket længe, da hun sagde: ”Hvor sidder dit hår sødt i dag.”

Seriously??

Btw synes jeg I DAG er en unødvendig tilføjelse i enden af en kompliment. Det sætter en kedelig reference som plejede alle andre dage bare at være noget… mindre nævneværdigt. Eller lort for at sige det ligeud.

Anyways, jeg må konkludere at det fra nu af er slut med at sætte hår. Tilsyneladende spild af tid. Morgenhår. Hver. Dag. Det er mit nye kodeks.

I går var jeg inde og se Grease sammen med Bertel Haarder. Heldigvis blev han ikke sur. Men hans kone var der også, måske havde de fået risengrød inden.

Showet var godt, men jeg var ikke umiddelbart ved at gå til af begejstring.

Ellers har jeg haft travlt det sidste stykke tid, mest med mit kedelige arbejde. Forleden fik jeg nok; jeg hader mit arbejde og jeg føler – for at bruge en god floskel – at jeg er ved at miste mig selv. Så jeg henvendte mig til ledelsen, og advarede dem om at jeg snart siger op. Kun fordi de var ved at involvere mig i et kæmpe projekt. Så nu er det en realitet: jeg kommer alligevel ikke til at ende mine dage på verdens mest über kedelige arbejdsplads. Eller måske gør jeg. Men det bliver ikke min nuværende.

Mine planer er ustrukturerede; skal ikke lave noget et par måneder. Andet end at mærke livet lidt, måske rejse. Derefter har nyt arbejde højeste prioritet, ved godt de ikke hænger på træerne, men om alt går helt galt, så må jeg sælge min nyre og/eller den ene lunge. Alternativt et øje. Jeg er omstillingsvillig.

Lige meget hvad, så er det den bedste beslutning jeg længe har taget. Har været i det firma næsten siden jeg begyndte at gå, og er gået fra kedsomhed til gangen før depression i mellemtiden. Det er tid til at komme videre. And I can’t hardly wait!

Så der har været lidt tavshed på linjen et stykke tid, og årsagen er god gammeldags bitterhed. I et par måneder har jeg siddet og surmulet. Men i dag har solet skinnet, dagen er tiltaget med 35 minutter, jeg har haft et stativ vasketøj ude og det blev rent faktisk tørt, januar er halvvejs overstået, det er weekend, jeg har snart fødselsdag, jeg kunne blive ved, humlen er at jeg har besluttet mig for at komme videre.

Årsagen til min vrede, er som følger: min næsten nye computer tog meget pludselig sin afsked. Det var ikke udefrakommende faktorer der spillede ind; ingen virus, ingen mishandling, intet noget som helst der kunne føre til den vise computerdød. Maskineriet imploderede nærmest. For øjnene af mig.

Jeg vil ikke lyve, det har været hårdt.

Anyways , sendte håbefuldt computeren til reparation, og købte mig en lille lækker bærbar i ventetiden (hvilket var godt fordi evalueringen tog knap fire uger!) omsider modtog jeg dommen: R.I.P. Noget med omfattende ødelæggelse af harddisken, reservedele der lod vente på sig og bla bla bla. Fik til gengæld spritny computer. Større og bedre model end den gamle (som egentlig ikke var så gammel, hulk), så det var på plussiden. På minussiden var så den mindre detalje at jeg mistede alt data. ALT. Havde selvfølgelig taget backup af det vigtigste – af skade bliver man klog – men de 200 millioner blogindlæg og kladder jeg havde liggende, var umiddelbart ikke i kategorien vigtig. Så de var bare verschwunden. Hvilket gjorde mig en anelse gnaven – nogen af dem var rent faktisk sjove!

Men som en anden Fugl Føniks rejser jeg mig. Om end det tog lidt tid…

Så i går sad jeg og bladrede skødesløst i Urban, lige til jeg ramte cirka side 28 (lille sort rubrik oppe i højre hjørne), og mine kønne øjne nær var poppet ud af kraniet. Inden jeg derefter var skræmmende tæt på at dø af grin.

Jeg tager mig den frihed at gengive rubrikkens tekst nøjagtigt:

Vi søger en frisk pige, alder 18 år, evt. veninder til topløs bartender job på lille bodega fredag d. 4 november kl. 21.00 – 22.00.

Manner, det er god humor! Anyways, flere spørgsmål melder sig. For det første hvorfor? Jeg mener topløs servering på en lille bodega? Må blankt erkende at små bodegaer kanske ikke er der jeg kommer oftest, men forestiller mig ikke klientellet ligefrem indgyder til/ eller befinder sig i en tilstand hvor de værdsætter at… never mind, what do I know?? Det er også fuldstændig uden betydning, for det virkelige presserende spørgsmål er som følger; drejer jobbet sig kun om en times varighed? Og er det i givet fald noget forpligtende hver d. 4. november fremover? I en time? Til hvor meget?

Ydermere spekulerer jeg på om annoncen ikke er i strid med Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse? Mener bestemt jobannoncer ikke må fremhæve et ønsket køn.

Det er min retfærdighedssans, der bryder ud i lys lue. Jeg synes også bare mænd skal have muligheden for at byde ind her. Tænk om det er jobbet de altid har drømt om, og så et lille y-kromosom skal være tungen på vægtskålen for dem. Fandeme synd…

Nu vil jeg gerne lige have dementeret en ting: bare fordi min husholdning består af kun mig, er jeg træt af at folk deraf udleder at jeg svømmer i tid. For det gør jeg sgu (læste den anden dag at sgu ikke længere er et bandeord, så nu vil jeg bruge det flittigt. Flittigere… Det kom i samme kategori som skam, der tilsyneladende også plejede at være en ed – det anede jeg slet ikke! Tror, jeg netop har overskredet reglerne for brug af parentes.) overhovedet ikke!

I dag var der IGEN en eller anden, der brummede: ”Du har jo kun dig selv at tænke på, du har masser af tid!” Kollega. Diskussion. Hvem bager kage.

NUL!

Jeg er hjemmefra i arbejdsrelateret øjemed i minimum ti timer i hverdagen. Kommer ret sent hjem hver dag, og selvom jeg er en idiot til at lave mad, gør jeg det altid, når jeg spiser hjemme og det ordentlig mad. Som der også skal handles ind til. Min hund har (uopdaget) ADHD og skal luftes meget og langt. Jeg har (uopdaget) narkolepsi og skal sove meget og langt. Hvilket jeg aldrig når.

Fint, jeg har ikke nogen officiel hobby, men det kan jeg da ikke gøre for (og jeg leder jo efter en). Bare fordi jeg ikke vælter til dart eller linedans hver tirsdag, kan det da godt betyde jeg har hobbyer hjemme, jeg sysler med. Det har jeg så egentlig ikke. Men det kunne jeg have.

Har ofte ret mange aftaler i hverdagen. Eller telefonsamtaler. Det tager også tid!

Manner, kan godt selv høre hvor hult det lyder… Men jeg har travlt. Det har jeg altså!

Kender I den fornemmelse man kan få af at have glemt et eller andet? Jeg får det ofte på vej ud af døren. Det er en lortefornemmelse. For den holder aldrig stik! Når jeg føler jeg har glemt noget, har jeg det sjældent; når jeg går i lykkelig uvidenhed, har jeg til gengæld ofte glemt noget.

Min opførelse kan tangere OCD, når jeg skal ud af døren. Jeg er lettere hysterisk med at glemme noget der kunne ende i brand. Som en tændt kaffemaskine eller strygejern. Okay, jeg har slet ikke nogen kaffemaskine og mit strygejern kommer aldrig ud af skabet. Jeg hader at stryge. Jeg er kvinden med det krøllede tøj. På et tidspunkt vejede jeg for og imod, og jeg kom frem til den konklusion at ubehaget ved at stryge langt oversteg det at bære krøllet tøj. Anyways, synes et eller andet sted det ville være både ret øv og pinligt, hvis jeg brændte hele blokken ned fordi jeg glemte at slukke… mit glattejern (DET bruger jeg til gengæld alt for meget!)

Selvom jeg er senil, slukker jeg altid for glattejernet efter brug, trækker ledningen ud af stikket og det hele. Alligevel kan jeg stå og låse hoveddøren senere og tænke: ”Hm?” og så må jeg lige ind og tjekke.

Rather safe than sorry.

Eller tvangshandlinger som andre kalder det…

Tror, jeg må finde mig en hobby at gå op i.

For tiden modtager jeg jævnligt en email med overskriften: ”Skift dit password!” Derefter indledes beskeden med følgende ord: ”Du har givet en forkert adgangskode til Verified by Visa er tre gange og skal derfor starte et andet…” Hvorefter den sluttelig trumfer med at jeg bliver bedt om at verificere mine kortoplysninger.

Seriøst?!

Kunne universalgenierne bag idet mindste ikke ulejlige sig med korrekt grammatik, hvis de vil snyde mig for penge? Den der lugter jo langt væk af Gågle Translate. Det kan selv mini-Sherlock her regne ud. Og hvis JEG kan gennemskue den, hvem f….. hopper så på den??

Anyways. Jeg føler mig udfordret. Nu sætter jeg mig ved edb-maskinen og konstruerer en snydemail, der er så overbevisende at mine ofre nærmest vil kaste penge efter mig. Muhahaha!