Mallenovas

Så der har været lidt tavshed på linjen et stykke tid, og årsagen er god gammeldags bitterhed. I et par måneder har jeg siddet og surmulet. Men i dag har solet skinnet, dagen er tiltaget med 35 minutter, jeg har haft et stativ vasketøj ude og det blev rent faktisk tørt, januar er halvvejs overstået, det er weekend, jeg har snart fødselsdag, jeg kunne blive ved, humlen er at jeg har besluttet mig for at komme videre.

Årsagen til min vrede, er som følger: min næsten nye computer tog meget pludselig sin afsked. Det var ikke udefrakommende faktorer der spillede ind; ingen virus, ingen mishandling, intet noget som helst der kunne føre til den vise computerdød. Maskineriet imploderede nærmest. For øjnene af mig.

Jeg vil ikke lyve, det har været hårdt.

Anyways , sendte håbefuldt computeren til reparation, og købte mig en lille lækker bærbar i ventetiden (hvilket var godt fordi evalueringen tog knap fire uger!) omsider modtog jeg dommen: R.I.P. Noget med omfattende ødelæggelse af harddisken, reservedele der lod vente på sig og bla bla bla. Fik til gengæld spritny computer. Større og bedre model end den gamle (som egentlig ikke var så gammel, hulk), så det var på plussiden. På minussiden var så den mindre detalje at jeg mistede alt data. ALT. Havde selvfølgelig taget backup af det vigtigste – af skade bliver man klog – men de 200 millioner blogindlæg og kladder jeg havde liggende, var umiddelbart ikke i kategorien vigtig. Så de var bare verschwunden. Hvilket gjorde mig en anelse gnaven – nogen af dem var rent faktisk sjove!

Men som en anden Fugl Føniks rejser jeg mig. Om end det tog lidt tid…

Så i går sad jeg og bladrede skødesløst i Urban, lige til jeg ramte cirka side 28 (lille sort rubrik oppe i højre hjørne), og mine kønne øjne nær var poppet ud af kraniet. Inden jeg derefter var skræmmende tæt på at dø af grin.

Jeg tager mig den frihed at gengive rubrikkens tekst nøjagtigt:

Vi søger en frisk pige, alder 18 år, evt. veninder til topløs bartender job på lille bodega fredag d. 4 november kl. 21.00 – 22.00.

Manner, det er god humor! Anyways, flere spørgsmål melder sig. For det første hvorfor? Jeg mener topløs servering på en lille bodega? Må blankt erkende at små bodegaer kanske ikke er der jeg kommer oftest, men forestiller mig ikke klientellet ligefrem indgyder til/ eller befinder sig i en tilstand hvor de værdsætter at… never mind, what do I know?? Det er også fuldstændig uden betydning, for det virkelige presserende spørgsmål er som følger; drejer jobbet sig kun om en times varighed? Og er det i givet fald noget forpligtende hver d. 4. november fremover? I en time? Til hvor meget?

Ydermere spekulerer jeg på om annoncen ikke er i strid med Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse? Mener bestemt jobannoncer ikke må fremhæve et ønsket køn.

Det er min retfærdighedssans, der bryder ud i lys lue. Jeg synes også bare mænd skal have muligheden for at byde ind her. Tænk om det er jobbet de altid har drømt om, og så et lille y-kromosom skal være tungen på vægtskålen for dem. Fandeme synd…

Nu vil jeg gerne lige have dementeret en ting: bare fordi min husholdning består af kun mig, er jeg træt af at folk deraf udleder at jeg svømmer i tid. For det gør jeg sgu (læste den anden dag at sgu ikke længere er et bandeord, så nu vil jeg bruge det flittigt. Flittigere… Det kom i samme kategori som skam, der tilsyneladende også plejede at være en ed – det anede jeg slet ikke! Tror, jeg netop har overskredet reglerne for brug af parentes.) overhovedet ikke!

I dag var der IGEN en eller anden, der brummede: ”Du har jo kun dig selv at tænke på, du har masser af tid!” Kollega. Diskussion. Hvem bager kage.

NUL!

Jeg er hjemmefra i arbejdsrelateret øjemed i minimum ti timer i hverdagen. Kommer ret sent hjem hver dag, og selvom jeg er en idiot til at lave mad, gør jeg det altid, når jeg spiser hjemme og det ordentlig mad. Som der også skal handles ind til. Min hund har (uopdaget) ADHD og skal luftes meget og langt. Jeg har (uopdaget) narkolepsi og skal sove meget og langt. Hvilket jeg aldrig når.

Fint, jeg har ikke nogen officiel hobby, men det kan jeg da ikke gøre for (og jeg leder jo efter en). Bare fordi jeg ikke vælter til dart eller linedans hver tirsdag, kan det da godt betyde jeg har hobbyer hjemme, jeg sysler med. Det har jeg så egentlig ikke. Men det kunne jeg have.

Har ofte ret mange aftaler i hverdagen. Eller telefonsamtaler. Det tager også tid!

Manner, kan godt selv høre hvor hult det lyder… Men jeg har travlt. Det har jeg altså!

Kender I den fornemmelse man kan få af at have glemt et eller andet? Jeg får det ofte på vej ud af døren. Det er en lortefornemmelse. For den holder aldrig stik! Når jeg føler jeg har glemt noget, har jeg det sjældent; når jeg går i lykkelig uvidenhed, har jeg til gengæld ofte glemt noget.

Min opførelse kan tangere OCD, når jeg skal ud af døren. Jeg er lettere hysterisk med at glemme noget der kunne ende i brand. Som en tændt kaffemaskine eller strygejern. Okay, jeg har slet ikke nogen kaffemaskine og mit strygejern kommer aldrig ud af skabet. Jeg hader at stryge. Jeg er kvinden med det krøllede tøj. På et tidspunkt vejede jeg for og imod, og jeg kom frem til den konklusion at ubehaget ved at stryge langt oversteg det at bære krøllet tøj. Anyways, synes et eller andet sted det ville være både ret øv og pinligt, hvis jeg brændte hele blokken ned fordi jeg glemte at slukke… mit glattejern (DET bruger jeg til gengæld alt for meget!)

Selvom jeg er senil, slukker jeg altid for glattejernet efter brug, trækker ledningen ud af stikket og det hele. Alligevel kan jeg stå og låse hoveddøren senere og tænke: ”Hm?” og så må jeg lige ind og tjekke.

Rather safe than sorry.

Eller tvangshandlinger som andre kalder det…

Tror, jeg må finde mig en hobby at gå op i.

For tiden modtager jeg jævnligt en email med overskriften: ”Skift dit password!” Derefter indledes beskeden med følgende ord: ”Du har givet en forkert adgangskode til Verified by Visa er tre gange og skal derfor starte et andet…” Hvorefter den sluttelig trumfer med at jeg bliver bedt om at verificere mine kortoplysninger.

Seriøst?!

Kunne universalgenierne bag idet mindste ikke ulejlige sig med korrekt grammatik, hvis de vil snyde mig for penge? Den der lugter jo langt væk af Gågle Translate. Det kan selv mini-Sherlock her regne ud. Og hvis JEG kan gennemskue den, hvem f….. hopper så på den??

Anyways. Jeg føler mig udfordret. Nu sætter jeg mig ved edb-maskinen og konstruerer en snydemail, der er så overbevisende at mine ofre nærmest vil kaste penge efter mig. Muhahaha!

Super at komme hjem fra en uges ferie, og det eneste der ligger i postkassen er en invitation til et møde i Islamisk Trossamfund. Savnet? Hm…

Folk undskylder fravær med graviditeter, depressioner eller andre ulykker. I denne ombæring må jeg erkende (heldigvis) at jeg bare har været doven.

Men nu jeg tænker over det har jeg faktisk haft ret travlt. Med at agere vejviser. Man skulle tro i disse nymodens tider at GPS’en havde overtaget den forpligtelse, men nej. Folk henvender sig til mig i lind strøm for at få anvist vej.

Jeg bliver stoppet i tide og utide af vildfarende skabelser jeg må lede tilbage på rette sti. Forleden blev jeg passet op to gange inden for et minut af mennesker, der uafhængigt af hinanden, spurgte om vej. Måske fordi jeg ser så klog ud (det må være piben, tweedjakken og sixpence hatten der gør det). En dag var der endda en turist, der havde forvildet sig til landsbyen, som jeg måtte lede til turistkontoret på mit perfekte skoleengelsk. Yes, yes.

Der er kun en enkelt bitte hage; der er den her lille ting med mig og stedsans… jeg er ikke rigtig blevet velsignet med nogen. Så selvom jeg har boet hele livet i mit lille provinshul, kan jeg formå at se temmelig forundret ud, når folk lirer et eller andet vejnavn af. Når det så endelig lykkes mig at lokalisere destinationen, begynder mine alternative kørselsvejledninger. Tror, der er en enkelt eller to der har fortrudt noget så grusomt at de udvalgte mig som guide.

Især ham manden i den røde bil, jeg fik ledt i den forkerte retning… Hvis du stadig kører forvildet rundt, så vend tilbage til rundkørslen og tag anden afkørsel i stedet for første. Undskyld.

NU vil jeg have nogle klare retningslinjer for hvilken kurs hovedet holdes i et kram. Jeg er SÅ træt af at nikke skaller/modtage skaller pga. uenighed om hvilken side der rykkes ind fra.  

For åbenbart er jeg sådan en, der bare indbyder til kram en masse. Fra folk jeg ikke kender særlig godt. På trods af jeg præsterer supersnigeren (der hvor der i bogstaveligste forstand listes væk fra åstedet på tå med højtløftede knæ og armene i en spastisk vinkel ud fra kroppen). Det er lige meget. Folk VIL partout kramme mig, og følger bare efter til jeg er indfanget.

Så knolden til højre eller venstre, hm?

Jeg er bosiddende i skønne naturområder. Omgivet af mark og skov. Hvilket jeg færdes meget i på grund af djævleynglet aka Bjarne aka hunden. Faktisk har jeg altid brugt betydelig tid i naturen. Altså ikke noget der involverede telt, bål eller kikkert, men da jeg var lille, boede jeg nærmest i marken, hvor vi fik oceaner af tid til at gå med at lege gemme. Senere gik vi på opdagelse, senere legede vi her-kunne-der-helt-sikkert-godt-være-begået-et-mord, senere legede vi… andre lege. Timevis tilbragt i skove og marker. Über flåtparadis. Men har jeg nogensinde fået ufrivillig selskab af så meget som en eneste lille blodsugende satan? Nooooooo.

Indtil nu.

Og hvor kom den bandit luskende fra? Danmarks officielle hovedstad Köpenhamn. Nærmere bestemt Zoologisk Have. Tak for lort, siger jeg bare!

P. S. En flåt har otte ben, en tæge seks. En flåt er en spindler, en tæge er et insekt. Flåten er et ondt, klamt, psykopat dyr, tægen uskadelig for mennesker. Flåten suger blod, tægen gør ikke. Der må godt citeres.

1. Når uret forstyrrer om morgnen, tænker jeg enten ”HVORFOR??” eller ”NEEEEJ!” Nogle gange råber jeg det. Med knyttede hænder mod loftet. Og et vildt blik i øjnene.

2. Er så træt at den står på autopilot de første mange timer. Nogle gange er der ligefrem sorte huller i min hukommelse, a la ”har jeg egentlig kørt forbi afkørslen?”

3. Får lidt opkast i munden, når bilen rammer arbejdets parkeringsplads, og virksomhedens bygning truende dukker op i mit synsfelt.

4. Overvejer om et umotiveret håndkantslag på chefens næseryg eller et gedigent nyreslag, er fængselsgrundlag. Og i givet fald hvor langt ophold? Og må man sove længe i et fængsel? Og behøver man arbejde derinde?

5. Tror måske jeg dør, hvis jeg skal spise en – én – madpakke til.

6. Kigger tankefuldt fra min arm til gulvet, siddende på en kontorstol, og overvejer hvor mange uger i gips et uheldigt fald kunne give. Ferien må så blive afholdt bagefter.

7. Morer mig over, hvor sjovt det kunne være at løbe ind til direktøren og smide opsigelsen og skride prompte. Og eftertænker det samtidigt lidt alvorligt.

8. Har lyst til at brøle til kollega: “Hvis du spørger én gang til, så hakker spætten!” Og hun faktisk bare spurgte om hun skulle hjælpe.

9. Det eneste jeg ser frem til, er fyraften og indtil da pauserne.

10. Sidder og laver ligegyldige lister i stedet for at passe mit arbejde.

ONLY ONE MORE WEEK TO GO!